Festlig indvielse sender Bramming Skatepark ud over rampen
Ny skatepark ved Bramming Kultur- og Fritidscenter indvies den 16. august, og alle er inviteret med til en dag med tricks, fællesskab og høj puls.
Lørdag den 16. august kl. 13-17 er der officiel indvielse af Bramming Skatepark, og alle er inviteret med, når byens nye hotspot for bevægelse, fællesskab og ungdomsliv bliver fejret.
Den nye skatepark på ca. 1200 kvadratmeter er allerede blevet et trækplaster for skatere fra nær og fjern, og med sin placering ved Bramming Kultur- og Fritidscenter på Idræts Allé skriver den sig ind på listen over områdets mange andre muligheder for at mødes om aktivitet og fælles interesser.
