Det er igen blevet tid til at uddele Esbjerg Kommunes årlige Integrationspris.
Integrationsprisen gives til en person, forening, virksomhed eller lignende, der har gjort en særlig indsats for at integrere flygtninge og indvandrere her i Esbjerg Kommune. Med prisen følger en check på 10.000 kroner.
Forventer mange indstillinger
Vi har modtaget mange flygtninge de seneste år, og der bliver arbejdet hårdt for at hjælpe med at integrere alle dem, der kommer til vores dejlige kommune. Derfor ved jeg også, at der bør være mange kandidater til Integrationsprisen 2024 og jeg håber at det vil afspejles i antallet af indstillinger, siger Jakob Lykke, formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune og dermed også Forum for Integration & Beskæftigelse, der uddeler Integrationsprisen i Esbjerg Kommune.Har du en særlig person, forening, virksomhed eller andre i tankerne, så er det nu, du skal indstille dem til prisen og hæderen. Du kan indstille din kandidat til Integrationsprisen her. Fristen for indstilling er den 21. januar 2025.
