Klar og lettilgængelig information om reglerne på foreningsområdet har længe stået højt på foreningernes ønskeliste. Det viste en kortlægning, som Esbjerg Kommune i samarbejde med foreningslivet i 2022 satte i gang. Nu er man kommet et skridt nærmere på at opfylde foreningernes ønske i form af en ny, online guide, som på let og overskuelig vis forklarer reglerne.
Klar kommunikation
Guiden er blevet til i et tæt samarbejde med Esbjerg Idrætsråd, Fritidskulturelt Samråd i Esbjerg Kommune og Esbjerg Amatørteater Råd. Sammen med kommunen har de gennemgået reglerne på foreningsområdet inden for bl.a. børneattester, regnskabsaflæggelse, tilskud og booking af lokaler. På baggrund af gennemgangen lød anbefalingen generelt at bevare reglerne, men forbedre kommunikationen om dem.Enklere regler
En række regler er blevet justeret, så de er enklere og mere fleksible. Blandt andet har man lempet kravene til dokumentation for tilskud til lederuddannelse og for lokaletilskud til spontane lejemål, så der alene foretages stikprøvekontrol. Kommunen arbejder videre med regler for overnatning i kommunale faciliteter.Stor tak til foreningslivet
Vores foreninger gør et kæmpe stykke arbejde for, at kommunens borgere kan leve et aktivt fritids- og idrætsliv. Det er med til at fremme både sundhed og trivsel, og derfor skal vi som kommune understøtte det arbejde ved at gøre de administrative rammer så enkle som muligt. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu kan tilbyde en ny, og mere brugervenlig online guide til foreningerne, og at vi i samarbejde med foreningslivet har fundet frem til nogle regelforenklinger. Jeg vil gerne sige en stor tak til Esbjerg Idrætsråd, Fritidskulturelt Samråd i Esbjerg Kommune og Esbjerg Amatørteater Råd for deres positive involvering i hele det afbureaukratiseringsarbejde, som ligger til grund for den nye guide, siger formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, Jakob Lose.
