Forud for finalen har elever fra forskellige erhvervsuddannelser arbejdet sammen på tværs af skoler og fagligheder om at udvikle løsninger på konkrete udfordringer.
Som en del af Kickstart Programme har elever fra Rybners, SOSU Esbjerg og Kjærgaard Landbrugsskole gennem halvanden uge arbejdet sammen på tværs af fagligheder. Med udgangspunkt i konkrete cases har de brugt deres forskellige faglige perspektiver til at udvikle idéer og løsninger.
Fredag den 2. oktober kulminerede forløbet i en lokalfinale på Rybners, hvor eleverne præsenterede deres løsninger for et dommerpanel. Her blev fem hold udvalgt til at gå videre til DM i Entreprenørskab for ungdomsuddannelser i Vejle.
Fra forskellige fag til én fælles løsning
Førstepladsen gik til Lærke Thorup fra Rybners EUD, Lea Jensen fra SOSU Esbjerg samt Arend Schütze og Evi Louise Brala fra Kjærgaard Landbrugsskole. Sammen står de bag kurset ”Klar til praktik”, som skal hjælpe og forberede elever på at søge lærepladser.
For eleverne på holdet var det en stor oplevelse at høre deres navn blive råbt op blandt vinderne.
Det er megafedt at vinde. Vi har været oppe mod så mange andre gode grupper, så det er megavildt, fortæller holdet.
Anerkendelsen fra dommerne giver samtidig holdet motivation til at arbejde videre med idéen.
Det er fedt at vide, at dommerne synes, vores idé er god. Det giver også en motivation for at videreudvikle den, fortæller eleverne.
Eleverne lærer af hinandens fagligheder
Det særlige ved forløbet i Esbjerg er, at eleverne ikke kun har arbejdet med innovation og idéudvikling. De har også skullet samarbejde med unge, der kommer med helt andre faglige baggrunde end dem selv.
Inden arbejdet med deres cases gik i gang, besøgte eleverne de tre uddannelsesinstitutioner og fik indblik i hinandens uddannelser og fagligheder. Herefter blev de sat sammen i tværfaglige grupper, hvor elever fra de tre skoler skulle løse en fælles udfordring.
Målet er blandt andet, at eleverne oplever, hvordan deres egen faglighed kan bringes i spil sammen med andres, og at de får erfaring med at løse problemer på tværs af fag – noget, de også vil møde, når de senere kommer ud på arbejdsmarkedet.
Tre skoler styrker samarbejdet
Kickstart-forløbet er samtidig en del af et tættere samarbejde mellem de tre uddannelsesinstitutioner i Esbjerg.
SOSU Esbjerg og Kjærgaard Landbrugsskole har tidligere samarbejdet om et lignende forløb, mens Rybners denne gang også er en del af samarbejdet. De tre institutioner arbejder desuden med mulighederne for at skabe et stærkere fælles miljø for innovation og entreprenørskab på tværs af uddannelserne i Esbjerg.
For de fem vinderhold er næste stop DM i Entreprenørskab for ungdomsuddannelser, som finder sted under UNG Entreprenørskabsfestival den 26. november 2026 i DGI Huset i Vejle. Her får eleverne mulighed for igen at præsentere deres idéer og møde andre unge, der arbejder med innovation og entreprenørskab.
De fem hold, der går videre til DM i Entreprenørskab:
-
plads: Klar til praktik
-
plads: REMED
-
plads: Before You Scrool
-
plads: Skolemåltid
-
plads: Handskegenbrug
Pressekontakt
Kristine Barenholdt Bruun
Kommunikationschef, Fonden for Entreprenørskab
Tlf.: 28 70 35 83
Mail: kristine@ffefonden.dk
Om Kickstart Programme
Kickstart Programme er et innovations- og entreprenørskabsforløb målrettet elever på EUD- og EUX-uddannelser. Eleverne arbejder på kort tid med at udvikle en idé til et konkret koncept og afslutter forløbet med en idékonkurrence. Formålet er blandt andet at styrke elevernes evne til at se muligheder, udvikle løsninger og bringe deres faglighed i spil – både som kommende medarbejdere, ledere og selvstændige.
Om Fonden for Entreprenørskab
Fonden for Entreprenørskab arbejder for, at innovation og entreprenørskab bliver en naturlig del af undervisningen på alle uddannelsesniveauer. Fonden understøtter undervisere og uddannelsesinstitutioner med blandt andet undervisningsmaterialer, kompetenceudvikling, konkurrencer og aktiviteter, der giver børn og unge mulighed for at udvikle deres idéer og entreprenante kompetencer.
