Et navn kan fortælle en historie, skabe genkendelse og knytte et nyt sted til byen omkring det. Derfor inviterer Bramming Boligforening nu alle med en god idé til at komme med forslag til, hvad den kommende boligafdeling i Nørregade skal hedde.
Vi vil gerne have et navn, der giver de nye boliger deres egen identitet og samtidig passer til Bramming. Måske finder nogen inspiration i områdets historie, beliggenheden eller det liv og fællesskab, der skal vokse frem her. Vi håber, at mange har lyst til at byde ind siger Bo Langendorff, formand for Bramming Boligforening
Den kommende boligafdeling skal opføres på hjørnet af Nørregade og Møllegade - på grunden, der lokalt omtales som »lægegrunden«. Området ligger ved en af Brammings ældste gader og tæt på stedet, hvor Bramming Mølle blev opført i 1885.
Over 160 står allerede på venteliste
Interessen for de nye boliger er stor. Allerede nu står over 160 på venteliste.
Det er meget positivt, at så mange allerede har skrevet sig op. Det fortæller os, at der er stor efterspørgsel efter nye lejeboliger centralt i Bramming, og vi glæder os til at se projektet blive til virkelighed siger Bo Langendorff.
Bramming Boligforening nærmer sig samtidig byggestart.
Vi afventer kun de sidste ting, herunder byggetilladelsen, før vi kan sætte spaden i jorden og komme i gang med at opføre boligerne. Vi satser på, at det bliver i november, og planen er at afsløre afdelingens nye navn ved første spadestik siger Bo Langendorff.
Nye boliger med plads til hverdagsliv og fællesskab
Den kommende afdeling får 30 lejligheder i forskellige størrelser centralt i Bramming. Boligerne indrettes med lyse opholdsrum og funktionelle planløsninger, og byggeriet får altaner, private uderum og elevator. Røde teglfacader og saddeltag skal få bebyggelsen til at passe ind i bymidten.
Netop beliggenheden, arkitekturen og de grønne omgivelser kan være inspiration til et navn, som kommende beboere kan føle sig hjemme i.
Send dit navneforslag
Navneforslag kan sendes via en formular på brammingbolig.dk eller ved at sende en mail til post@brammingbolig.dk senest den 31. oktober 2026. Det kan også afleveres i postkassen i Godthåbparken 44, Bramming. Det er vigtigt at oplyse forslag til navn, sit eget navn og kontaktoplysninger og også gerne en kort begrundelse.
