Sommeren står for døren, og i Esbjerg Kommune er der nu en ny hjælp til alle, der gerne vil en tur i vandet.
Nu kan man se Esbjerg Kommunes badestrande i Badevand, som både findes som app til iOS og Android og på hjemmesiden badevand.dk. Her kan man se, om badevandskvaliteten er god, eller om det er bedre at vente med badeturen.
Først på vestkysten
Esbjerg Kommune bliver den første kommune på hele vestkysten, der bliver synlig i Badevand.
Den nye ordning gælder badestrandene ved Esbjerg Strand, Mennesket ved Havet, Sædding Strand, Hjerting Syd, Strandpromenaden i Hjerting, Hjerting Strandpark, Sjelborg Strand og Marbæk Strand.
Tjenesten opdateres døgnet rundt. Derfor er det en god idé at tjekke badevandet kort tid før afgang til stranden. Vandkvaliteten kan nemlig ændre sig i løbet af dagen.
Røde flag bliver stadig brugt
Der vil fortsat blive hejst røde flag på strandene, hvis badevandskvaliteten er dårlig. Men flagene kan være lidt forsinkede, både når de skal op, og når de skal ned igen. Derfor er badevand.dk og appen det bedste sted at tjekke den aktuelle status.
Vi vil gerne gøre det så nemt som muligt at tage et oplyst valg, før man hopper i vandet. De røde flag kan man jo først se, når man kommer til stranden, mens appen og badevand.dk giver en hurtigere og mere aktuel melding siger Mikkel Ammitzbøll, formand for Klima & Erhvervsudvalget
Tidligere blev de røde flag hejst, når kommunen fik besked om hændelser, der kunne påvirke badevandet. Fra juni 2026 bliver varslingen suppleret af en datamodel, som vurderer den aktuelle vandkvalitet langs kysten.
Modellen bruger blandt andet oplysninger om overløb, vind og tidevand til at beregne, hvordan badevandskvaliteten udvikler sig. Det betyder også, at systemet kan regne ud, hvornår det igen vurderes sikkert at bade.
Badevand kan bruges hele året rundt, men er især relevant i badesæsonen, hvor mange bruger strandene. Appen kan hentes i App Store og Google Play, og tjenesten kan også bruges via badevand.dk.
Se mere om badestrandene i Esbjerg Kommune her: https://www.esbjerg.dk/din-fritid/natur-og-udeliv/badestrande
Se mere på www.badevand.dk
