11. september 2026

|

Pressemeddelelse

Nu skal sommerens forsøg i Skolegade i Esbjerg evalueres

Byrumsforsøget i Skolegade nærmer sig sin afslutning. Nu vil Esbjerg Kommune gerne høre, hvordan borgere, erhvervsdrivende og besøgende har oplevet sommerens ændringer i gaden.

Nu skal sommerens forsøg i Skolegade i Esbjerg evalueres
Af: Esbjerg Kommune | Foto: Esbjerg Kommune/via Ritzau

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Årets forsøg har blandt andet omfattet en udvidet gågadezone, mere plads til ophold og udeservering samt en midlertidig flytning af bybusserne fra Skolegade til Havnegade.

Forsøget skal give viden om, hvordan Skolegade kan udvikle sig fremover. Derfor vil Esbjerg Kommune gerne høre fra dem, der har brugt området i løbet af sommeren.

Har du gået, cyklet, kørt, handlet, arbejdet eller opholdt dig i området, kan du nu dele dine oplevelser. Der er åbnet to spørgeskemaer: ét om selve byrumsforsøget i Skolegade og ét om den midlertidige flytning af busruterne fra Skolegade til Havnegade.

I spørgeskemaerne er der blandt andet fokus på byliv, trafik, opholdsmuligheder og tryghed. Kommunen vil gerne høre både om det, der har fungeret godt, og det, der har fungeret mindre godt.

Vi har prøvet nogle nye greb af i Skolegade hen over sommeren, og nu skal vi samle op. Derfor vil vi meget gerne høre fra dem, der har brugt området. Både det positive og det, der har givet udfordringer, er vigtigt for os at få med, når vi ser på, hvad vi kan tage med videre siger Kurt Bjerrum, formand for Plan, By & Lokalsamfundsudvalget

Svarene fra spørgeskemaerne bliver en del af den samlede evaluering af forsøget.

Evalueringsmøde på Hovedbiblioteket

Torsdag den 8. oktober kl. 16.30 inviterer Esbjerg Kommune alle interesserede til evalueringsmøde på Hovedbiblioteket i Esbjerg.

Her kan man høre om nogle af de erfaringer og resultater, der er kommet ud af sommerens byrumsforsøg. Det gælder blandt andet input fra spørgeskemaerne og andre observationer og data, som er samlet ind undervejs. Evalueringen ser også på, hvordan årets forsøg er blevet modtaget sammenlignet med forsøget sidste år.

Mødet giver dermed et første indblik i, hvad forsøget har vist, og hvad der kan tages med videre i det kommende arbejde med Skolegade.

Læs mere om byrumsforsøget i Skolegade på Esbjerg Kommunes hjemmeside: https://www.esbjerg.dk/planer-projekter-og-trafik/trafikplanlaegning/skolegade

Link til spørgeskema om byrumsforsøg i Skolegade

https://surveys.enalyzer.com?pid=ps5b6sau

Link til spørgeskema om forsøg med buskørsel i Havnegade

https://surveys.enalyzer.com?pid=ebimug3d

Nøgleord
KommuneTrafik & transport
Event Information